Latinerkvarteret
I det århusianske latinerkvarter finder du små ældre farverige byhuse blandet med fortovscaféer, butikker med designertøj og brugskunst. Og så ligger der også mange gode genbrugsbutikker i kvarteret.

Latinerkvarteret i Århus
Faktisk er området det ældst bevarede i Århus og nogle af de snævre gader er stadig belagt med brosten. Det har en helt unik charme og en varm sommerdag får hele området en sydlandsk stemning, med en summen af århusianere, der sidder udenfor ved de forskellige restauranter og caféer.
Det er fortrinsvis de smukke gamle huse, som du ser i Latinerkvarteret. Men der er også enkelte nybyggede lejligheder, som har sneget sig ind enkelte steder. Mellem husene og de store gamle porte, gemmer sig små hyggelige baggårde.
Pustevig Torv
Latinerkvarteret er et populært område at bo og ligger derfor i den mere høje ende af huslejepriserne. Men når man tager området med i betragtning, så får du også mere end ”blot” en lejlighed med i prisen. Du bor midt i pulsen af Århus med alt, hvad det indebærer.
Latinerkvarteret går fra Kloster Torv og op til Nørre Allé. Går du over i gaderne på den anden side af Nørre Allé, er du i Øgaderne.
Midt i området ligger Pustervig torv, der er fyldt med folk lige så snart solen skinner. Hele området summer af sydlandske stemning og de omkringliggende spisesteder har travlt med udeserveringen fra morgen til aften.
Butikker og restauranter
Pustervig torv er ikke det eneste sted, hvor århusianere samles i Latinerkvarteret. Også torvet omkring Cafe Casablanca fyldes med mennesker, når vejret er godt.
Da hele kvarteret er fyldt med små spændende specialbutikker, restauranter med mad fra hele verden og steder, hvor du kan nyde en kold øl, et glas vin eller kop te er det også et trækplaster for turister. Alt det er med til, at gaderne stort set aldrig ligger øde hen.
Mejlgade
Den længste gade i kvarteret er Mejlgade, der går parallel med havnen. Mejlgade er ligesom resten af Latinerkvarteret præget af de smukke gamle huse og små baggårde.
Her ligger populære genbrugs- og specialbutikker, restauranter og caféer samt barer side og side. Og der er lige så meget liv i gaden en sommeraften, som om dagen.
Parker og biograf
Latinerkvarteret har også deres egen biograf Øst for Paradis, i Paradisgade. Det er ikke her du kan se de store Hollywood film, til gengæld finder du de mere smallere film, fra hele verden. Biografen har åbent hver dag og udover film byder den på muligheder som søndagsbrunch eller måske stedet, hvor du skal holde din næste fest.
Indkøbsmuligheder
I Guldsmedsgade finder du Føtex og på Nørre Allé ligger Rema 1000.
I alle gaderne i Latinerkvarteret finder du et utal af små specialbutikker indenfor designertøj, smykkedesignere, brugskunst, genbrugsbutikker, isbutik, bager, te- og kaffehuse samt frisører, læger og tandlæger
Praktisk info – Latinerkvarteret
Parkering
Mange af gaderne er ensrettede og det kan være en udfordring at finde en p-plads.
Der ligger et P-hus med indkørsel fra Borggade og Paradisgade.
Offentlig transport
Klostertorv stopper bus: 1A | 2A | 3A | 4A | 11 | 10 | 13 | 16 | 17 | 18 | 22 | 23
Nørre Allé stopper bus: 1A | 16 | 17 | 18 | 23
Facebook med info om Latinerkvarteret.
Klik på de forskellige links herunder.
Se flere billeder fra Latinerkvarteret her

Baggård i Graven
I hele Latinerkvarteret ligger de gamle baggårde gemt inde bag de store porte. Nogle er for beboere, mens andre bruges af virksomheder og restauranter.

Baggård i Mejlgade
Der er en næsten helt episk ro inde i de smukke baggårde, som ligger i Latinerkvarteret. Her mister du næsten helt fornemmelsen af, at du er midt i byens puls.

Badstuegade
Badstuegade ligger mellem Store Torv og Klostergade og her finder du designbutikker, der ligger som perler på snor i de ældre smukke farverige huse.

Studsgade
Midt på Studsgade ligger pladsen Rykind, som er her, hvor gaden har et knæk, der tidligere gik hen til Graven. Det er også her, at du finder smøgen Snævringen, hvor du kan tage smutvejen til Mejlgade.

Snævringen ved Studsgade
I 300 år har der ligget en smøge ved Studsgade. Her kan du tage smutvejen gennem smøgen og så er du i Mejlgade. Det sparer dig lige for 10 minutter, hvis du skal i den ende af byen.

Bindingsværk ved Studsgade
Studsgade, der går fra Nørreport til Klostergade er kendetegnede ved de gamle bindingsværker i gule og røde farver. Og 4 af bygningerne i gaden er da også fredet, hvor den ældste er fra 1700-tallet.

Butik i Studsgade
Som de andre gader i Latinerkvarteret, så ligger der også små specialbutikker i Studsgade. Gaden byder også på enkelte restauranter og Caféer.

Butik i Guldsmedgade
Guldsmedgade, der går fra Lille Torv har stadig lidt af strøglivet over sig. Her finder du kædebutikker sammen med de små specialbutikker og de lidt mere dyre designbutikker.

Graven
Graven er én af de ældste gader i Århus og går fra Klostertorv til Mejlgade. Graven er en oase af designbutikker og spisesteder med udeservering. Hele sommeren er her altid mennesker både om dagen og aftenen.

Guldsmedgade
Guldsmedgade forsætter over Klostergade og her er det ikke længere en gågade. Det har dog ikke ændret noget på gadens charme, som med de gamle bygninger fylder gadebilledet.

Guldsmedgade
I denne del af gaden, der går op til Nørregade ligger der en del hyggelige restauranter med udeservering, små butikker og virksomheder.

Mejlgade
Mejlgade ligger helt nede ved havnen i Århus. De ældre bygninger i gaden huser beboere, butikker, restauranter og populære værtshuset.

Volden
Volden er en lille smal brostensgade midt i Latinerkvarteret. Gaden går fra Store Torv til Graven og er fyldt med designbutikker og hyggelige restauranter med udeservering.

Badstuegade
Badstuegade er en lille hyggelig smal brostensgade med masser af små designerbutikker. Her kan du virkelig ose mellem butikkerne og nyde dagen.

Nørregade
Nørregade er den store gade, der skiller Latinerkvarteret og Øgaderne. Nørregade er en forholdsvis trafikerede gade og der er også her at bybusserne kører igennem.

Vægmaleri ved Graven
Århus er kendt for sine vægmalerier og du finder også en del af dem i Latinerkvarteret. Ved Graven er det den brasilianske gadekunstner Herbert Baglione, der præger væggen med sit maleri af en nøgen kvinde, der vender på hovedet.

Vægmaleri ved Nørregade
Selv en reklame for restauranten rundt om hjørnet kan laves ud af et vægmaleri. Her er afbilledet Aros i stærke farver.

Vægmaleri ved Borggade
Fløjtespilleren ved Borggade er ved at være en ældre herre. Han har siddet på væggen siden 1990, hvor han blev malet i forbindelse med Århus Festuge. Kunstneren er Andrzej Kowalczyk.

Parkering i Borggade
Det kan være en udfordring af finde en p-plads i området. De få pladser, som finde her er fyldt op af beboere. Der er dog et p-hus med indgang fra Borggade, hvor der altid er ledigt.

Føtex i Guldsmedgade
Føtex i Guldsmedgade er det nærmeste supermarked i Latinerkvarteret. Ud over fødevarer byder de også på frugt og grønt og masser af planter udenfor butikken.

Parkering i Paradisgade
Du kan også kører ind i P-huset fra Paradisgade. Der er plads til 100 biler i huset og er nemt for dig, hvis du skal et smut i biografen Øst for Paradis.